Lørdag 6. maj afholdt vi vores Klubmesterskabsstævne. En kold og blæsende forårsdag, meget velegnet til bowling. Derfor lidt ærgerligt, at vi alle sammen måtte stå udenfor centret og banke på for at blive lukket ind..
Personalet var desværre ikke som lovet lykkedes med at få olieret banerne, og opgav at anvende den oliemaskine, vi i HBK91 normalt bruger. Endnu en medarbejder blev kaldt på arbejde, men man endte med at måtte bruge centrets anden oliemaskine, hvor man valgte et program til en noget længere olie, end vi anvender.
Men banerne blev dog åbnet, og vi kom i gang med nogen forsinkelse. Det blev hurtigt klart, at flere havde problemer, bl.a. med den lange olieprofil. Bowlingen nåede samlet set desværre ikke op på det niveau, vi er vant til, men det var skam spændende alligevel!
Hos damerne blev resultatet således:
Vinder af årets Klubmesterskab 2023 blev Carina Pedersen med 887 kegler, på andenpladsen kom Aase Overgaard med 882 kegler, og på tredjepladsen fik vi Karen Sørensen med 816 kegler.
Hos herrerne gik det således :
Vinder af årets Klubmesterskab 2023 blev Michael Schmidt med 1.006 kegler, på andenpladsen kom Per Baunsø med 924 kegler, og på tredjepladsen fik vi Torben Daugaard med 908 kegler.
Som altid var der også pokal til stævnets high scores:
Carina Pedersen havde high score på 180 kegler og Michael Schmidt 187 kegler.
Stort tillykke til alle vinderne!
Vi blev færdige lige kl. 14, og gik i samlet flok ned i restauranten. Der var dog ikke nogen, der vidste, hvor vi skulle sidde, og der var ikke dækket op til os. Det blev ordnet. Ved vores opfølgning på arrangementet 4 dage før stævnet, blev den frokostbuffet, som vi havde bestilt i februar, pludselig aflyst, og vi måtte acceptere, at køkkenet kun kunne tilbyde en dagens ret i stedet.
Der opstod dog en del diskussion med personalet, for de var ikke ordentligt orienteret om menuen. Men vi fik da noget at spise og efter at have ventet over en halv time fik vi også nogen drikkevarer at skåle i.
Vi blev færdige med at spise, og de første var gået hjem kl. 15, da personalet pludselig kom med det kød, som manglede fra start. Et lidt ærgerligt forløb, men der var da nogen som fik fint oksekød med hjem til aftensmad. Tak for det!
I HBK 91 går vi meget op i medlemmernes trivsel, og i bestyrelsen gør vi os virkelig umage for at få alt til at lykkes. Vi må dog igen i år konkludere, at der stadig er hårdt brug for mere engagement, opfølgning og aktivt samarbejde fra Bowl ‘n Fun, for at nå dertil…